Et overløb er en slags sikkerhedsventil på kloaksystemet, der under kraftig regn udleder spildevand opblandet med regnvand direkte til et vandområde. Overløb fra fælleskloak til vandmiljø skal begrænses mest muligt, da vi ikke ønsker at udlede urenset spildevand til vandområderne. I udledningstilladelse til regnbetingede udledninger, altså udledninger forårsaget af regn, stilles der krav til, hvor mange overløb der må forekomme pr. år, og hvor meget stof der må udledes. Derfor og for at prioritere indsatsen lige netop dér, hvor det giver den største effekt og mest miljø for pengene, installeres der måleudstyr til registrering af, hvor stor en vand- og stofmængde, der udledes til vandmiljøet via overløb i hele kommunen. Dette suppleres med modelberegninger, som kan identificere årsagen til overløbene og dermed også, hvordan de bedst minimeres.