Klimaforandringerne betyder hyppigere og større regnskyl, og det medfører en øget risiko for regnvandsforårsaget oversvømmelser. Det kan være oversvømmelser fra fælleskloak, hvor vandet stiger op på terræn, når kloakken er fyldt og ikke kan rumme mere vand. Det kan også være regnbetingede overløb, hvor spildevand blandet med regnvand aflastes direkte til vandmiljøet, fordi kapaciteten i kloakken eller på renseanlægget er brugt op.
I Spildevandsplanen er der følgende indsatser for kloakeringen:
- Separatkloakering, et to-strenget system, hvor spildevand og regnvand adskilles og afledes til hhv. renseanlæg og vandløb, sø eller hav.
- Spildevandskloakering, hvor der kun kloakeres for spildevandet og regnvandet håndteres lokalt, enten ved nedsivning på grundene eller afledning til lokalt vådområde eller vandløb.
- Delvis udtræden af kloakfællesskabet; er et område fælleskloakeret og kloakken i god stand, kan forsyningen tilbyde borgerne at udtræde for regnvand. På den måde reduceres mængden af regnvand, som ledes til renseanlæg og optager kapacitet dér, og risikoen for regnbetingede overløb fra kloakken mindskes. Samtidig spares anlægsudgifter til ny kloak, fordi eksisterende kloak fortsat anvendes til spildevand. Denne løsning kan kun benyttes, hvis der er en mulighed for lokal vandhåndtering.