Klima

Det er Kalundborg Kommune og Kalundborg Forsynings ambition, at klimatilpasning tænkes med fra begyndelsen, når kloakseparering eller nye anlæg planlægges. De løsninger man vælger, skal så vidt muligt skabe rekreativ værdi, foruden at sikre en effektiv håndtering af de øgede nedbørsmængder. Når klimatilpasning betragtes i en større helhed, kan regnvandshåndtering skabe mere natur og understøtte lokal grundvandsdannelse. 

Kalundborg Forsyning og Kalundborg Kommune tager de udfordringer op, som de øgede nedbørsmængder og hyppigere skybrud medfører. Ændring af kloaksystemerne, så regnvand og spildevand adskilles, kan håndtere vandmængderne i de fleste situationer, men der skal alternative løsninger til for at klare de øgede regnmængder vi kan forvente ved skybrud. Det kan bl.a. være at håndtere vandet, hvor det falder f.eks. ved nedsivning eller midlertidig opmagasinering f.eks. i regnvandsbassiner og vådområder.

I nogle områder er det fordelagtigt for både Kalundborg Forsyning og for de enkelte kunder at håndtere tag- og overfladevand lokalt på ejendomsniveau. Herved mindskes belastningen af kloakledningerne, og området vil bedre kunne modstå de stigende regnmængder. Samtidig optager regnvand ikke kapacitet på renseanlæggene. Denne løsning er kun aktuel i de områder, hvor der kan etableres en velfungerende lokal regnvandsløsning, og hvor der ikke er planlagt separatkloakering. 

Der skal i planperioden for denne Spildevandsplan udvikles en strategi for regnvandshåndtering i Kalundborg Kommune.