Røsnæs Fyr

Tema
Sted
Tid

Offentlige anlæg
Røsnæs, Kalundborg
1844-

Beskrivelse

Fyret er bygget 1844-46 på Sjællands vestligste punkt, hvor der tidligere lå en skanse. Fyret er et anduvningsfyr, der skal give landkending og forhindre grundstødning. Røsnæs Fyr er tegnet af arkitekten N.S. Nebelon, der bl.a. har tegnet flere andre danske fyr. Selve fyret var oprindeligt 11 meter højt og sammenbygget med fyrmesterboligen. I 1850 blev fyret forhøjet til 15 meter - til i alt 24 meter over havet. 

Fyrtårn og bolig består en grundmuret bygning med skiffertag og kvartvalm. Fyrtårnet er firkantet og har øverst tandsnitgesims og kikhuller. Lampen står med røde skærme, og er ikke integreret i tårnmuren. Desuden ses to udlænger, en i bindingsværk med stråtag og en uden synligt bindingsværk med tegltag. På matriklen er flere småbygninger, bl.a. kystudkik. Postkort viser at bebyggelsen/småhusene ændres i tid.

I 1939 opførtes tillige et fremskudt fyr på Røsnæs Rev, Røsnæs Puller. Under 2. verdenskrig blev Røsnæs Fyr overtaget og brugt af den tyske besættelsesmagt til kontrol af farvandet. 

Fyrets teknik er løbende moderniseret. I 2008 blev det muligt at drive fyret ubemandet. I 2010 blev fyret slukket. Kystudkikken neden for fyret blev nedlagt i 2021. Røsnæs Fyr drives i dag som frivilligt drevet udflugtsmål med cafe, lokalhistorisk udstilling og adgang til fyrtårnet. 

Bærende elementer

Bærende elementer og strukturer er:

  • Fyret fremstår let aflæseligt med de mange små bygninger og særligt sammenspillet mellem fyret og fyrmesterboligen understreger den samlede fortælling. Udkigsposten samt de åbne, kuperede arealer i øvrigt er vigtige elementer for forståelsen af det strategisk vigtige Røsnæs. Miljøet indeholder ved den fremskudte placering, højden over havet, revene i vandet en særlig dramatik. 
  • Kulturmiljøet prioriteres ved sin store oplevelses- og fortælleværdi. Hele miljøet på spidsen af Røsnæs med fyrtårn, anlæg og boliger medtages som et samlet anlæg og afgrænses som sådan.  

Eksisterende bevaringstiltag

Udpluk af planer og beskyttelser:

  • Fredet fortidsminde, skanse
  • Værdifuldt landskab i landzone

Sårbarhed/Trusler

Følgende aktiviteter kan påvirke kulturmiljøets integritet og oplevelsesværdi
negativt:

  • Miljøet kræver opmærksomhed på vedligehold, da det ligger så udsat for vejr og vind. Der foregår en god formidling på stedet med relevante oplysninger. Stedet har potentiale til at blive sat i scene på dramaturgisk vis, hvor historien vil kunne opleves endnu mere nærværende.

Kort 1.


Billede 1.

Set fra øst. 

Billede 2.

Set fra sydøst 

Billede 3. 

Set fra vest 

Billede 4.

Set fra nordsiden