Ubby Kirke

Kirkens fjernomgivelser:
Ved Klovbyvej placerer kirken i Ubby sig som byens afgrænsning mod nord. Herfra knejser kirketårnet over byen, og får visuelt udmærket fat i fjernomgivelserne, trods de begrænsninger i trafikantens indsigt som det meget kuperede terræn visse steder fører med sig.
Kirketårnets markering er desværre i konkurrence med en mængde trækroner mellem kirke og beskuer, hvormed kirkens samlede styrke som landmærke devalueres unødigt.
Træfald i indsigtskilerne fra indfaldsvejene vil styrke kirkens markering i fjernomgivelserne, og således understøtte kirkens visuelle kobling til det åbne landskab.


Kirkens næromgivelser:
Kirkens hævede, decentrale placering i bystrukturen bevirker, at den river sig fri af byrummet og primært får virkning som markør for byen - og over byen. Netop ved at løfte sig over byens øvrige bebyggelse hjælpes kirketårnet til en god markering i næromgivelserne.
Kirken har således en udmærket kontakt til gaderummet, hvor den fint sætter sig i karakter.
Kirken har ingen fordel af det meget tætte naboskab til husene omkring den, der giver kirken en lidt indeklemt position. Den begrænsede forplads modsvarer ikke de forventninger kirkens imposante markering i landskab og by har indvarslet.


Foto: 1
Klovbyvej nord for byen: Kirken danner en udmærket byport til Ubby for tilrejsende.

Foto: 2
Med ankomst fra vest ad Yppenbjerg formår kirketårnet akkurat at hæve sig over trækronerne.

Foto: 3
Kirken knejser over byen for tilrejsende ad Hovvej i syd. Området har dog som jernomgivelse for kirken begrænset værdi, blandt andet ved konkurrencen fra højspændingsmasterne.

Foto: 4
Hovvej er ført flot ind til byen, så trafikanterne kan nyde kirketårnets markering.

Foto: 5
Fra øst er der først kontakt til kirken når man er inde i byen. Men her i næromgivelserne spiller kirken så til gengæld en betydelig rolle.

Foto: 6
Fra Møllevej i nordøst har kirketårnet tabt kampen til terræn og træer. Et betydeligt
træfald vil styrke kirkens kobling til denne del af landskabet/fjernomgivelserne.

Foto: 7
Kirkens forplads savner desværre både størrelse og klarhed til, at kirken kan træde i karakter i gaderummet.